Vi har alle oplevet at gøre noget, som vi senere fortrød, at vi gjorde. Det kan være både små og store ting, og for nogle af os, sker det flere gange i løbet af en dag. Jo hårdere vi er ved os selv, jo mere fortrydelse har vi det med at føle. Hvis jeg dog bare ikke havde købt den pose chips henne i indkøbscenteret: jeg forsøger jo at leve sundt! Gid jeg havde ønsket min kæreste en god arbejdsdag i stedet for bare at vinke farvel. Åh hvis dog bare jeg ikke havde dyttet af den bil, så var den måske ikke kørt ind i den forankørende.
Det værste ved følelsen af fortrydelse er, at det er en følelse der bliver ved. Man gør noget dumt tidligt om morgenen, og så følger den irriterende følelse bare én hele dagen. Nogle gange kan det tage mange dage, eller endda flere uger, at komme sig over noget dumt man har gjort.
Men jeg har fundet ud af, hvordan jeg selv aktivt kan sørge for, at følelsen af fortrydelse forsvinder. Og det er noget der ikke virker særligt intuitivt, men som faktisk har været kendt af buddhister og andre kloge mennesker i mange tusinde år.
Ser du, når man forsøger at ?bekæmpe? en følelse, så gør man den kun stærkere. Du kan ikke kvæle en følelse eller undertrykke den, og så forvente at den forsvinder. Vi føler ting af en grund: følelser er der for at fortælle os noget, for at sikre at vi lærer. Hvis du kører lidt for hurtigt på en grusvej, og får et stenslag på din bilrude, så kommer den dårlige følelse af fortydelse hurtigt på banen. Hvad tror du dens formål er?
De fleste overvejer slet ikke formålet. De mærker den dårlige følelse, og vil bare gerne have den til at gå væk. Så de prøver at distrahere sig selv. Måske sætter de noget musik på, eller begraver sig i arbejde. Men det hjælper ikke: hver gang der er stille igen, kommer den urolige fornemmelse tilbage i maven.
Tricket er at anerkende, at følelsen har sin plads. At der er en grund til vi føler den. Det er meningen vi skal lære. Så lad dig selv mærke følelsen: lad den komme helt op til overfladen. Spørg så dig selv, hvad du gjorde galt, og hvad du burde gøre anderledes næste gang. Stenslaget kom, fordi du var for stresset og ikke sænkede hastigheden på grusvejen. Det var dumt. Næste gang du ser en grusvej, vil du minde dig selv om at sænke farten, uanset hvor travlt du har.
Når du på denne måde accepterer følelsen, og bearbejder den på naturlig vis, vil du opleve at den forsvinder. Det gør den, fordi den har tjent sit formål: den har fået dig til at indse hvad du gjorde galt, og sikret at du har lagt en ny plan for fremtiden.
